Min selvskadende adfærd

[ MIN SELVSKADENDE ADFÆRD - MIT TABU ]

Inden for autisme kan selvskadende adfærd være en del af symptombilledet. I mine øjne er selvskadende adfærd en adfærd hvor man forsøger enten at dulme stress eller man afreagerer på en oplevelse man ikke kan rumme eller man skader sig selv for den indre oplevelse man får ud af det eller for at få en reaktion fra omgivelserne. I mit tilfælde er det aldrig for at få en reaktion fra omgivelserne. Min selvskadende adfærd er primært nervøst betinget og rituelt betinget..

 

Jeg bider negle. (Onychophagia) Og jeg piller i min hud (Dermatillomani). Af anden selvskadende adfærd kan jeg huske enkelte episoder fra jeg var lille hvor jeg forsøgte at gøre ting der gjorde ondt fordi jeg gerne ville opleve hvordan det var fx at have et brækket ben. (I forsøgene lykkedes det mig dog ikke at brække det. - Jeg var selvføligelig alene når jeg forsøgte ) I kortere perioder i preteen/teenageårene skadede jeg mig lidt ved at ridse i armen og brænde mig selv med et skod eller stikke en nål igennem huden. Men det var nærmest ingenting synes jeg, selv om jeg svagt kan ane arrene stadigvæk er der ikke mange. Neglebidning og pille i hud har dog været vedvarende og er noget jeg stadig døjer meget med i perioder. Derudover røg jeg i mange år (Jeg er heldigvis holdt op for flere år siden) og jeg havde en pæn årække et vanskeligt forhold til mad. Det kan jeg stadig have i perioder men selvom det skader kroppen tror jeg ikke det hører ind under denne kategori. Derfor skriver jeg ikke mere om de to ting her.

 

For mig at se er der 2 aspekter i min selvskadende adfærd der er relevant. 1) den er oftest "ubevidst", men giver umiddelbar ro indeni selvom dens konsekvenser er uønskede - (grimme fingre/negle - grim hud) samt;

2) Den har en social konsekvens. - Folk kan se resultatet af den og - ja neglebidning synes folk er ulækkert og kan finde på at kommentere på det. Huden i ansigtet der er det primært børn og nære personer der kommenterer ellers er det totalt tabu (vi ser det men siger ikke noget).

 

Neglebidningen er i en eller anden form, mere social accepteret end det at pille i sin hud. Når jeg bider negle har det som oftest to funktioner - at udholde en stresset situation og bevare roen i den stressede situation, samt stereotyp adfærd der understøtter en tilstand jeg er i når jeg er dybt koncentreret om noget, fx at se fjernsyn eller når jeg kører bil, eller hvis jeg lytter til en samtale i et rum med mange mennesker. Jeg opdager det oftest ikke selv og jeg bliver pinligt berørt når nogle eller mine nærmeste gør mig opmærksom på det. Når jeg kigger på andre, synes jeg ikke det ser særligt lækkert ud hvis jeg ser dem bide negle. Men det kan jeg desværre ikke overføre på mig selv. Go´negl og andre forfærdelige løsninger er afprøvet og var ikke en løsning for mig, dag det kun er symptombehandlende og ikke årsagsbehandlende. Jeg tror det ville kunne hjælpe, det jeg har aftalt med min kæreste at gøre, at han gør mig opmærksom på når det sker på en forsigtig ikke dømmende måde, så kan jeg bedre holde skammen ud over at være grebet "på fersk gerning" og så håber jeg på vi efterhånden får trænet mit hjerne til at lade være, selvom den stresser eller har brug for fokus.

 

Det store TABU - jeg piller i min hud..95% af tiden er det mit ansigt det går ud over altså - det er jo ikke en hemmelighed for dem som kender mig. For de kan jo se på min hud at jeg gør det. I mange år forsøgte jeg at gemme sårene bag massere af foundation, concealer, dækstift, pudder og hvad det ellers hed. Den løsning bruger jeg i dag kun når jeg vil ud og være rigtigt pæn. Min hud bliver mere uren af at have det på hver dag og det forværrer bare problemet. (Forklaring følger straks) Det at pille i sin hud, er ikke nødvendigvis autistisk. Men det ses som komorbid lidelse til psykiske sygdomme og heriblandt også autisme. Jeg vidste ind til for kort tid siden ikke engang at det blev betegnet som en lidelse, men det er det jo selvføligelig når jeg tænker på hvordan jeg har det med det og når jeg fx ved at det at skære i sig selv eller at trække sit hår ud - er faktiske lidelser - ja så er det at pille i sin hud så det bliver til sår på samme niveau.

Jeg har forskellige trickere til det. - Den rituelle - jeg kan ikke have nogle form for betændelse i min hud - jeg synes det er ulækkert i øjeblikket jeg mærker eller ser det og så skal det bare væk. I mine øjne er det at have et sår der bløder - renere end betændelse og derfor indirekte - i min mærkelige argumentation i de splitsekunder hvor jeg overvejer om jeg skal gøre det, hvis jeg når at overveje, at det er bedre at gøre det end at lade være... Dernæst er der noget ubevidst beroligende ved det for mig, jeg gætter på det udløser noget dopamin eller noget, idet det jo ikke er helt smertefrit (men næsten), og det er stressreducerende ligesom neglebidningen er det. Det sørgelige er; Når jeg så kigger mig i spejlet, eller på billeder af mig selv, så ser jeg hvordan det faktisk ser ud udefra. Nogle få gange er jeg blevet spurgt af vildt fremmede hvad jeg fejler i min hud, af tankeløse alt for nysgerrige mennesker og flere gange af børn og jeg skammer mig uanset om det er den ene eller den anden måde jeg bliver konfronteret med mine sår på.

 

Der kan være perioder hvor jeg holder mig helt fra min hud. Fx får jeg stadig enkelte bumser i forbindelse med min mens og ægløsning - og det er dem jeg primært ikke kan lade være, men der er også uger imellem hvor jeg ikke rører huden fordi jeg ingen betændelser har. Under store dele af min graviditet og i de første mange måneder efter - hvor jeg af hormonelle årsager formoder jeg, slet ingen bumser eller lignende fik - havde jeg en meget pæn hud. Så meget at folk jeg kendte, kommenterede på hvor pæn den var blevet. Det glædede mig og jeg fik næsten en følelse af at være lidt pæn. Men efterhånden som hormonerne er ude af kroppen igen vender de tilbage og jeg kæmper en brav kamp med at holde mig fra dem nu hvor de er tilbage.

 

Både neglebidningen og det med huden er et meget ømtåleligt emne for mig. Det er noget med manglende selvkontrol. Det er noget med selvskade. Jeg forestiller mig, nej, jeg ved, at det har sociale konsekvenser der rækker ud over bare mit behov for at se pæn ud når jeg kigger mig i spejlet. Hvis folk skal betro mig en opgave, stole på mig, have det afslappet i mit selskab, nytter det jo ikke noget at jeg lyser langt væk af den virkelighed jeg oplever indeni - at jeg konstant er en smule stresset. Det virker usoigneret og hvis jeg skulle vælge mellem en der har pæn hud eller ej, hvis jeg slet ikke kendte personen, ville jeg nok dømme for hurtigt og vælge den person med den pæne hud. . Hvis jeg bare kunne skjule selve adfærden og den ikke havde nogle konsekvenser. Så bilder jeg mig selv ind at jeg havde haft et langt pænere udseende (ikke skadet hud - og sunde negle - jeg ved godt jeg ikke bliver fotomodel af det), det havde lettet en del. Jeg har haft mange overvejelser om det skulle med på siden her om min autisme. Men det er en så indgribende del af min hverdag, at jeg bliver nødt til det, selvom det for mig er et stort TABU. Især fordi jeg efterhånden ikke tror på jeg bliver helt fri af det og fordi min hud har så mange ar efterhånden og er solskadet efter friske ar der har været ude i sol-lys. Men sådan er det og mit nytårsfortsæt for 2015 er at stå ved alt der er mig, og det øver jeg mig så på ved også at fortælle om denne del!

>> JEG HAR HAFT MANGE OVERVEJELSER OM DET SKULLE MED PÅ SIDEN HER OM MIN AUTISME. MEN DET ER SÅ INDGRIBENDE EN DEL AF MIN HVERDAG, AT JEG BLIVER NØDT TIL AT HAVE DET MED, SELVOM DET FOR MIG ER ET STORT TABU.

.....

MIT NYTSÅRSFORSÆT FOR 2015 ER AT STÅ VED ALT DER ER MIG, OG DET ØVER JEG MIG SÅ PÅ VED OGSÅ AT FORTÆLLE OM DENNE DEL! <<

All content on rainwoman.dk is copyright protected by law - 2015 - 2017.