Den indre tingfinder (samlermanien)

[ DEN INDRE TINGFINDER - (SAMLERMANIEN) ]

En del af min autisme er at jeg har en indre tingfinder. Begrebet tingfinder har jeg fra Pippi Langstrømpe der taler om hvilke fantastiske ting man kan finde, hvis man bare leder efter dem.  Det er delvis jagten på/ indsamlingen af tingene jeg nyder, og dels er det det så faktisk at have tingene, kunne kigge på dem og så blive fyldt med ro og glæde.  Der ligger en hvis stereotypi (tilfredstillelse gennem repeterende adfærd) i min indsamling af ting og jeg samler typisk i perioder hvor jeg har brug for at koble af og kunne gå ind i et helle og nyde øjeblikket uden at skulle forholde mig til fortid nutid og fremtid. Dog kan der også være en sansemæssig nydelse af det. fx at kigge på mange af den samme ting, flotte farver eller former, eller blot bruger timers tankespinderi på at få ideer om hvad jeg kunne bruge den her ting til hvis jeg ville (kreative ting), eller noget der får mig til at smile  og blive varm indeni - skabe positive følelser når jeg kigger på det eller rører ved det. Endivdere har jeg en tilfredsstillelse i at samle på ting der kan kategoriseres og puttes i kasser og systemer efter fx farveorden, størrelse eller tema.


Hvad der imidlertid er problematisk er - at når jeg samler på ting, så har jeg hvis jeg ikke er meget bevidst om det rigtigt svært ved at give afkald på disse ting igen og de vokser mig over hovedet og skaber rod i mit hjem. Heldigvis, så er det et af de områder jeg har arbejdet med mig selv med og jeg kan faktisk helt undertrykke det hvis jeg vil. Af og til opdager jeg at jeg ubevidst er begyndt at samle på noget igen, og så kan jeg nu forholde mig realistisk og problemløsende til det ved at spørge mig selv: Hvilken funktion har det for mig at samle på den her ting, vil det være gavnligt på sigt, eller vil jeg få uoverstigelige bunker af det i mit hjem, hvornår er nok nok, og hvor mange penge tid og ressourcer vil jeg bruge på det.  Af ting jeg har samlet på gennem tiden kan nævnes:


Bøger.

Kreativt værktøj og materialer.

Spot-tilbudsvarer jeg aldrig fik brugt fra dagligvarebutikker.

Sten.

Fossiler.

Vettelys.

Havslebne glasskår.

Papir med noter på i alle afskygninger.

Post og breve og regninger.

Lister. (sådan nogle man skriver ned på et stykke papir)

Pyntegenstande jeg synes var sjove fra loppemarkeder fx de der krukker med tekst på ("rustne søm" "dingenoter" osv.)

Frø og frøkapsler fra træer såsom fx den der hat der sidder på et agern.

Billeder af ting. fx nummerplader der har specielle numre. billeder af insekter.


Af fortløbende ting jeg samler på er vettelys, sten og fossiler.  Og lige for tiden samler jeg også de tegninger jeg tegner til min datters madkasse i vuggestuen og tager billeder af dem. Så har jeg for nyligt spottet at jeg har lidt svært ved at lade være med at købe Sleichdyr til min datter hvis jeg er nærheden af en legetøjsforretning eller genbrugsbutik, og har nået et kompromis med at når alle de almindeligste dyr er indkøbt, så har hun vidst ikke brug for flere i en alder af 20 mdr.


At jeg erkender at jeg nogle gange samler alt for meget og at jeg engang i mit liv har været ved at drukne i et rod af ting jeg ikke kunne give slip på, og havde en autisme rådgiver der hjalp mig igennem bid for bid ting for ting med en sort plasticsæk, har gjort at jeg er blevet rigtig god til rent praktisk at gøre noget ved det hvis jeg trænger til at få ryddet ud i noget jeg har samlet på. Jeg er endvidere i stand til at stoppe hvis jeg kan mærke trangen til at starte på at samle noget nyt. Jeg anerkender dog også at jeg indimellem har brug for at samle lidt og så forsøger jeg at samle på noget, der enten - tager rigtig lang tid at finde og ikke fylder så meget, eller samle på noget der ikke fysisk fylder noget overhovedet, såsom fx ting i et computerspil, billeder af ting, eller jeg giver mig selv en begrænset periode hvor jeg må eje det, for så at skulle give det videre eller sælge det igen.










>>   HVILKEN FUNKTION HAR DET FOR MIG AT SAMLE PÅ DEN HER TING, VIL DET VÆRE GAVNLIGT PÅ LÆNGERE SIGT, ELLER VIL JEG FÅ UOVERSTIGELIGE BUNKER AF DET I MIT HJEM; HVORNÅR ER NOK NOK OG HVOR MANGE PENGE, TID OG RESSOURCER VIL JEG BRUGE PÅ DET. <<

All content on rainwoman.dk is copyright protected by law - 2015 - 2017.