Dengang jeg fik min diagnose, det føles som mange år siden, men det er kun 8-9 år siden, dengang var der ingen netværk, der var ingen facebookgrupper, hvad jeg ved af, jeg havde ingen steder at vende mig hen. Jeg ledte ihærdigt efter ligesindede det første stykke tid, men min eneste vej til andre mennesker med autisme var igennem min rådgiver fra Center for Autisme, som ikke kunne overskride sin tavshedspligt om hvem de andre kvinder derude var, og kun kunne medbringe en høflig forespørgelse til kvinderne om, om de kunne tænke sig at mødes med mig. Men der var aldrig nogen der meldte sig. Til sidst holdt jeg op med at lede. Center for Autisme havde kun aktiviteter for unge på vej imod job eller uddannelse og alternativet var så at tage ind i Aspergerforeningen, som var alt for stort et skridt for mig på det tidspunkt, det var jeg socialt set slet ikke parat til selv at gøre. Havde der bare været en der tog mig i hånden og fulgte mig derhen, men det kunne jeg ikke finde ud at at bede om, og ingen meldte sig til at hjælpe mig.

Så i mange år gik jeg rundt og bare forsøgte at navigere rundt i mine udfordringer selv. Først  med min autismerådgiver på sidelinjen der var tilknyttet som mentor i forhold til arbejdsfastholdelse og senere hen da den hjælp var udsluset var jeg bare mig selv. På daværende tidspunkt fik man ingen personlig hjælp derhjemme ved kommunen what so ever, så det var omsonst at forsøge, som en sagsbehandler en gang sagde til mig - du er alt for velfungerende. Det føltes ikke sådan.

Så en dag, for et par år siden, kom jeg på at jeg da kunne se om ikke Landsforeningen for Autisme havde en facebookgruppe, og det havde de, og derigennem fandt jeg hurtigt andre online grupper. Og pludselig, følte jeg at jeg var nydiagnosticeret. For godt nok havde jeg haft diagnosen i 6 år. Men fordi jeg var holdt op med at lede efter andre. (Og ikke selv i perioden havde overskud til at opstarte noget netværk via fx facebook) Ja så var jeg simpelthen kommet bagud. Der havde eksisteret grupper i flere år fandt jeg ud af. Der var sågar et netværk for kvinder over 30 i københavn med autisme. Flere af alle disse kvinder, som jeg har stødt på på nettet eller via netværket, har skrevet blogs i adskillige år om livet på spektret, er administratorer for grupper på facebook, tilbyder foredrag og skriver bøger. OG en stor del af dem er diagnosticeret EFTER mig. NØJ hvor følte jeg mig snydt. Jeg glæder mig på deres vegne over al den kompetenthed de besidder og over at de har haft gavn af hinanden i flere år, men det kunne jeg virkelig godt have brugt mange af de gange hvor tingene brændte på. Hvorfor var der ingen der viste mig vejen, hvorfor holdt jeg ikke selv øje - efter diagnosen? Jeg føler jeg har måttet gå alene med og forsvare mig selv, forklare mig selv,  overfor alle dem uden Autisme og i disse grupper kan jeg høre andre har de samme kampe. Endvidere har jeg fundet ud af at mange med autisme får en masse bostøtte og hjælp som jeg fik at vide ikke var muligt dengang jeg fik diagnosen, de synes selv de får for lidt, men de får meget sammenlignet med hvad jeg blev tilbudt.

Så nu måtte jeg op på hesten igen. Jeg debatterer på livet løs i perioder, (dog i perioder holder jeg pause). Jeg suger til mig af indtryk fra de forskellige grupper og jeg har fået mentor timer igen. Jeg er ikke blot kommet med i NAUK (netværk for autistiske kvinder) men jeg har fået det privilegie at være Tovholder for gruppen i København, en rolle jeg er meget glad for. Møderne foregår en gang om måneden, og jeg kan mærke at jeg passer bedre på mig selv og får støre selvindsigt ved at komme der og mødes med de fantastisk stærke kvinder der også slås med de udfordringer man har når man er Autist eller et menneske med autisme.

Gennem bl.a. "NAUK" har jeg fundet spirende venskaber. Et netværk af kvinder, der ligesom jeg, slås mod fordommene omkring det at være kvinde og autist. Velformuleret autist. Deriblandt kvinder der ligesom jeg, har kæmpet alene langt op i deres liv, førend de mødte nogen forståelse for de udfordringer de har og de ting de slås med.. Hos nogen af os, ligger størstedelen af forståelsen kun, når vi er samlet til NAUK mødet. Der er flere der fortsat oplever skepsis fra familie og venner og kærester, der ikke helt kan eller vil forstå at det hænger sådan samme, at man har en autistisk hjerne.  Der er det godt at have fællesskabet og nogle der ikke stiller spørgsmål men ser éen og anerkender at det er sådan man er og har det.

Sidst vil jeg nævne en gruppe jeg har startet op på facebook for forældre, som selv er autister, men som samtidigt har børn, (her er det ikke afgørende om børnene har autisme). Det væsentlige er at man befinder sig i en forældrerolle som autist og i gruppen taler vi om de sorger og glæder vi har, samt de udfordringer vi har i forældrerollen. Det er en rigtig fin gruppe, hvor vi vægter omsorg og god tone.

Du er velkommen til at skrive til mig hvis du ønsker at være med i en af de to grupper. De er ikke søgbare på facebook da de begge har facebooks sikkerheds status "Hemlig".