[ OM AT LEVE I KAOS OG HIGE EFTER SYSTEMER]

Siden jeg var lille har jeg været optaget af at kapere at leve i kaos, samt at forsøge at organisere kaos. Jeg er ikke den spontane organisator, og derfor har min strategi primært været at kapere at leve i kaos. Hvis jeg blev og bliver tvunget til det, så forsøger jeg at organisere kaos og så kommer de klassike autistiske træk frem. Så forsøger jeg at lave mine egne systemer for at kunne begribe og forstå verdenen. Eksempelvis anede jeg som barn ikke hvordan jeg skulle gribe opgaven - ryd op på dit værelse - an. Så jeg endte med at sætte alle andersand-blade i ringbind efter årstal og dato. Eller jeg begyndte den store hovedrengøring af mit værelse. Det vidste jeg nogenlunde hvordan man gjorde, (støv af, støvsug - ikke et støvkorn overlevede!!), imens jeg ikke anede hvordan jeg skulle organisere mit legetøj, der var jo kun en af hver slags, hvordan kategoriserer man det og hvordan finder man ud af hvor det skal stå?

Som voksen har jeg også forsøgt at lave mange systemer, der skulle kompensere for min manglende evne til at organisere og filtrere de indtryk og dagligdags opgaver en hverdag såvel i arbejdslivet som i hjemmet består i. Det er vist helt normalt at forsøge at lave systemer som voksen. Men så vidt jeg kan se, så lykkes mange af systemerne for folk uden autisme. Mine systemer, de fejler oftest igen og igen. Jeg tror det hænger sammen med at verden er i konstant forandring og den derfor ikke kan proppes ind i en kasse - altid, selvom man forsøger, vil det fejle ind i mellem. Men for at min hjerne kan huske og navigere rundt i systemerne. Så skal de helst være bulletproof. De skal altid gælde. Ellers bliver systemet vildt forvirrende for mig. Og pludselig er jeg helt forvirret og glemmer det system jeg har forsøgt at sætte op. Lidt ligesom hvis jeg har forsøgt at samle et puslespil, men når der så kommer en ny brik på banen, så istedet for at lægge den i forlængelse af de andre, så bliver alle brikker kastet op i luften og lander næsten hulter til bulter igen. Og så kan jeg begynde forfra, eller forsøge at samle de brudstykker jeg nu ikke kan genkende, men ligger i klynger rundt omkring...  Jeg har problemer med at identificere og prioritere hvad jeg synes er vigtigst i situationen.

En anden strategi jeg har benyttet mig af for at håndtere kaos og skabe systemer i mit liv, er at jeg i mange år har forsøgt at læne mig op ad andres meninger og holdninger. Men jo ældre jeg bliver, desto større bliver min indre lyst til at følge det der føles rigtigt for mig, istedet for blot at kopiere og abe efter hvad der føles rigtigt efter andre menneskers værdier. Men det er vanskeligt for mig, da jeg har svært ved at sætte mine indtryk og følelser i system, og mærke efter hvad der føles rigtigt. Jeg kan godt mærke når det lykkes. Men hvis jeg er stresset, føles noget nogle gange rigtigt fordi andre presser mig og det så føles rigtigt, fordi alternativet føles værre. Nogle gange erkender jeg først at dette er sket når jeg er ude af den stressede situation igen.

De senere år har jeg valgt at jeg VIL finde ud af hvad der føles rigtigt for mig og dette kaster mig ud i kaos jeg må tage i små doser. Jeg har nemligt været vant til at kopiere som copingstrategi. Men det føles meget hult og tomt og det ønsker jeg ikke mere. Grunden til jeg så kan forsøge at mærke efter hvad jeg vil og kun gøre det i små doser, er fordi jeg til dels stadig kopierer, og derved opnår helle ind imellem der hvor jeg eksperimenterer og mærker efter hvad jeg vil. Det kan jeg fordi jeg nu er bevidst om hvornår jeg kopierer. Jeg håber ikke det generer folk alt for meget at jeg gør det. For jeg kan ikke klare mig uden. Mit mål er heller ikke - ikke at kopiere, men at kopiere eller blive inspireret lyder måske bedre, af ting som jeg bevidst vælger og efterhånden får fyldt mit liv op med ting jeg bevidst har valgt til, fremfor ubevidst. Det er min indfaldsvinkel til at skabe nye systemer for mig selv, sådan som min livssituation er lige nu. Men praktiske systemer -  det må jeg arbejde noget mere på. Et emne der er værd at tage op med min mentor. Ja. pt har jeg en mentor, som jeg er meget glad for at have. Jeg tror jeg vil skrive et afsnit om dette en dag en gang i fremtiden. Vi har efterhånden kendt hinanden i mange år, og jeg sætter stor pris på lige netop hendes indvirkning, tilstedeværelse og guidning i mit liv.