Med min autisme følger der en del angst. Det er jo ikke sådan at mennesker uden Autisme ikke oplever angst, men det kendetegnende ved min autismes angst er rigiditeten, den detaljeorienterede tilgang, det følelsesmæssige og sansemæssige overload forbundet med angsten og det faktum at alm. angst-behandling ikke virker på mig. Noget af den har jeg lært at tøjle. Noget popper op fra tid til anden. Der er angsten for at fejle, angsten for at glemme noget vigtigt, angsten for hvad der kan være i maden som jeg ikke kan se når jeg er ude at spise (læs alt andet end hvad der er tilberedt af mig), der er angsten for at miste dem jeg har kær, der er angsten for at skuffe folk, der er angsten for ikke at gøre en ting tilstrækkelig og godt nok, der er angsten for at misforstå og angsten for at dumme mig i sociale situationer,  og der er min angst for at miste livet og det er sidstnævnte jeg vil koncentrere mig om her da den er den altoverskyggende af de forskellige ting jeg er angst for i mit liv;

Fra jeg var ganske lille - jeg har ihvertfald gået i max børnehave - det var før skoletiden, husker jeg hvordan jeg reflekterede over hvor heldige de andre børn var, for de forstod tilsyneladende ikke at vi alle skal dø og herfra engang. Hvis de talte om døden var det typisk fordi deres kanin eller bedsteforælder var død og dem der reflekterede længst i deres tankerække- sagde at de var bange for deres mor eller far skulle dø. Men ingen nævnte at de selv skulle dø. Jeg forstod ikke hvorfor de ikke tænkte på det. Jeg tænkte tit på det og jeg synes det var ganske forfærdeligt. Jeg havde ikke lyst til at briste deres illusion og jeg kunne mærke at de voksne blev triste hvis jeg talte om det, så jeg holdt min mund og det gav rigtigt mit tankemylder frit løb.  Jeg kom oftest til at tænke på min egen forestående død når jeg lå og skulle sove, eller når jeg var i bad. Jeg kunne være i godt humør det ene splitsekund, og det næste så kørte tankerne tilfældigt i en bane der så endte i - vi skal alle dø engang og så startede panikken. Jeg prøvede at holde det tilbage, men i dag ved jeg at det var deciderede angstanfald jeg fik. Jeg hulkede og græd og jeg skreg vidst også nogle gange.  Jeg var vidst blandt andet til psykolog for at få undersøgt om der var noget galt, men jeg aner ikke hvordan jeg slap igennem den test og det ikke blev opdaget hvordan jeg havde det. Men det gjorde det ikke.

Dødsangsten og angstanfaldene fulgte mig op igennem barndomsårene, dernæst ungdomsårene og ja, det er her stadig endnu. Diverse kærester har måttet rette ind og acceptere mine metoder til at undgå angsten på. Jeg har lært at tøjle dødsangsten ved simpelthen ikke at tillade mine tanker at nå derhen, at bremse mine tanker før jeg begynder at tænke på døden. Jeg har bemærket at mange uden autisme gerne vil have og stiller sig tilfreds med rationelle forklaringer når de har angst, men det eneste der virker for mig, er afledning. Jeg kan ikke ligge og prøve på at sove hvis jeg ikke er ordentlig træt, så starter tankemylderet der fører hen til angsten. Jeg skal være rigtigt træt for at kunne falde i søvn og det er simpelthen ikke en mulighed at ligge uden afledende underholdning i min seng, hvis jeg ikke er træt. Så skal jeg have en bog, ligegyldig hvilken, eller fjernsyn eller internet tilgængeligt til at surfe på. Kun på den måde undgår jeg angstanfaldene. Det er ikke rart at leve med viden om at jeg en dag skal dø.. Men det må jeg. Det må vi alle, det ved jeg. Jeg har bare svært ved at abstrahere fra det momentvis.

Af samme årsag har jeg i en årække været panisk angst for at flyve. Det gik egentlig meget godt nogle gange, men så oplevede jeg at følge konsekvenserne af en fly-ulykke på tæt hold i fjernsynet da jeg var afsted som udvekslingsstudent som 18 årig og der var ingen censur på deres nyheder som der er i dk. (Måske ved folk det ikke - men der er altså streng censur fra de værste billeder fra ulykker i vores nyheder herhjemme). Og bum - næste gang jeg sad i en flyver blev jeg angst og efter 10 år med angst for at flyve tog jeg konsekvensen og holdt pause fra at flyve. For få år siden besluttede jeg mig så for at jeg ville kunne flyve igen og jeg har kæmpet mig tilbage og tøjlet min angst og vil nu sige at jeg næsten - men kun næsten - nyder at flyve. Der er momenter på en flyvetur jeg synes er rare, resten tolererer jeg.

Men mht. dødsangsten, og angst i mit liv generelt, så er det eneste der virker afledning. Jo mere folk forklarer, desto flere modfakta dukker der op i min hjerne og hvad nu hvis- er og derigennem forstærkes angsten og jeg når ud til point of no return i forhold til en nedsmeltning. Det er en glidende bane henimod afgrunden. Så i mit tilfælde har jeg accepteret at det er bedre at løbe den modsatte vej og aflede.

Derfor skal jeg heller ikke forestille mig for meget - lige inden jeg spiser fx, præcis hvordan den mad er blevet tilberedet, jeg skal istedet bevidst holde fokus på at snakke med dem jeg er sammen med; og så undgår jeg alle tankerne om hvor dårligt maden kunne være blevet tilberedt, om deres hår eller andre kropsting er havnet i maden. Hvis nogen bare nævner i spøg at der er dårlig hygiejne omkring det mad jeg sidder og spiser, kan jeg ikke få en bid mere ned. Jeg bestilte engang en pizza da jeg var ung, og da jeg gik ind for at hente den så jeg pizzamanden grave efter bullermænd i sin næse og så vendte jeg om og gik og fik ingen aftensmad den dag. Det ville andre måske også reagere på . Men jeg har efterfølgende - ALTID måttet aflede min hjerne når jeg spiser pizza fra den oplevelse. Tænker jeg på det kan jeg ikke få en bid mere ned, og hvis du kender lidt til psykologi ved du hvor omstændigt det er at aflede sin hjerne, for når man beder den ikke tænke på en lyserød elefant, så er det oftest det den tænker på...

Jeg har tænkt på at jeg en dag, når jeg er klar, må finde en psykolog med speciale i autisme, der kan hjælpe mig med hvordan jeg måske får arbejdet med min angst så¨jeg kan tøjle den endnu bedre, eller så den ikke trickes så nemt. Indtil da vil jeg bruge mine sædvanlige metoder.

En af de vigtigste jeg benytter mig af i forhold til min angst, er iøvrigt at jeg prøver på at fokusere på alt det positive jeg overhovedet kan omgive mig med af tanker om ting her i livet og mennesker jeg holder af, mennesker jeg ser på gade, naturen jeg oplever osv. Det virker, og så er det en rar metode. Men det gør at jeg måske er noget optimistisk omkring mange ting her i livet og i min tilgang til andre mennesker, men hellere det end at leve i angsten.