[ ET ARBEJDSLIV MED AUTISME]

Da jeg fik min autismediagnose var jeg sygemeldt og havde sagt mit gamle job op. 1½ år forinden havde jeg også fået konstateret en søvnlidelse, Narkolepsi, men denne dækkede ikke fuldt ud de vanskeligheder jeg oplevede såvel i privatlivet som i arbejdsøjemed.  Da jeg sagde mit job op var jeg kørt helt ned til sokkeholderne psykisk i en alder af 29. Selvom jeg kun havde været på arbejdsmarkedet i 2 år efter jeg blev færdig med min uddannelse, magtede jeg ikke det stigende pres af forventninger jeg oplevede på arbejdspladsen og da jeg i tiltagende grad blev udsat for mobning kombineret med de vanskeligheder jeg havde med at udfylde jobbet, tog jeg konsekvensen, sygemeldte mig og sagde mit job op. Jeg havde desværre kæmpet alt for længe og min selvtillid og mit selvværd var helt i bund.

Kommunen satte mig i et jobforløb på et privat jobcenter, samtidigt med at jeg blev udredt og fik min autismediagnose. Jeg fik på et tidspunkt i forløbet at vide at jeg i princippet havde vanskeligheder der betragtedes som kroniske og invaliderende i en sådan grad, at jeg med stor sansynlighed kunne få et førtidspension hvis det var det jeg var interesseret i. Men jeg var nu 30 år og jeg kunne slet ikke se mig selv gå rundt derhjemme "uden at lave noget" - låst til en lav indtægt resten af mit liv.  Måske havde jeg heller ikke helt accepteret eller forstået i hvor høj en grad min Autisme udfordrer mig. Men et fleksjob lød på det tidspunkt som den rigtige løsning for mig og heldigvis var jobcenter og kommunen tilfredse med det og bakkede mig op omkring det.

Jobcenteret fandt fremt til at jeg var god til hurtigt at tillære mig viden på en computer og kombinerede det med min lyst og evner indenfor det kreative og min stærke visuelle sans, og fandt et fleksjob til mig hvor jeg kunne blive sidemandsoplært til grafik og illustrations opgaver.

Med min diagnose i hånden og en autismerådgiver i ryggen skulle jeg pludselig forholde mig til mit liv og mit arbejdsliv på en ny måde. Indtil da var min strategi at ildebrandsslukke og fokusere på det område der var ved at gå mest ild i og så kæmpe indtil ilden var slukket eller  jeg var nødsaget til at skifte fokus til et nyt område hvor det hele brændte mere på. Fx hvis arbejdet haltedede havde jeg lagt ekstra energi i der, men så sejlede alt derhjemme og omvendt, hvis jeg forsøgte at få styr på det derhjemme sejlede det på arbejdet. Min krop var super stresset og jeg havde ekstremt stærke stresssymptomer som vidnede om at jeg ikke kunne fortsætte denne brandslukningsstrategi meget længere. Nu skulle jeg tænkte nyt og forsøge at finde en balance. Hvad var mest optimalt for mig, så jeg kunne få et godt liv. Det er virkelig vanskeligt at gå ned i gear, når man er vant til altid at spæne bagefter bussen i forsøg på ikke at blive hægtet af. Jeg skulle forstå og acceptere at omverden har et tempo og en bestemt mængde ressourcer og mit indre tempo og mine ressourcer er et andet. De to områder, omverdenens og mine, behøver ikke nødvendigvis være synkrone.

Da jeg havde forsøgt at følge med på mit gamle arbejde, på mit studie, før det osv osv... ja hele mit liv, så var der mange ting på hjemmefronten der var gået helt i kage. Jeg havde fået skabt mig nogle gevaldige samlinger af alt muligt, der enten var samlet pga særinteresser, eller fordi jeg ikke var i stand til at tage stilling til hvad jeg skulle gøre ved det ud over at have det liggende i bunker i mit hjem. (Rudekuverter, breve, papirer, gamle minder). En del af den hjælp fra rådgiveren der skulle hjælpe mig med arbejdsfastholdelse, gik faktisk til at rydde op i mit mentale og fysiske rod derhjemme. Der var helt sikkert nogle paragraffer der ikke blev opfyldt der fordi de er så firkantede at hjælpen jo var møntet på jobbet og ikke på hjemmet, men heldigvis havde alle omkring mig, der var beslutningstager i min sag en forståelse for at det var det jeg havde behov for, også kollegaerne på det nye job.  Det er jeg taknemmelig for i dag, for ellers var der ikke kommet balance nok i mit liv til at jeg kunne være på arbejdsmarkedet.

Nu har jeg så haft min diagnose i 7-8 år - men reelt levet med det den indeholder - hele mit liv. Men efter diagnosen har jeg fået rådgivning og kunne søge info og udvikle mig set ud fra et Autismevenligt perspektiv og i dag har jeg derfor en langt bedre forståelse for hvad det er for udfordringer jeg møder når jeg er på jobbet og i hvilke rammer jeg bedst trives.

Jeg vil forsøge kort at beskrive dem her:

*Først og fremmest skal der være en motiverende faktor for at komme på arbejde samt  i nogle af de arbejdsopgaver jeg bliver tildelt. Den motiverende faktor i mit job som illustrator er - det kreative.

*Dernæst skal jobbet have en fleksibilitet i arbejdet der gør at jeg kan tage det antal opgaver ind som jeg kan magte og overskue udfra hvordan mine aktuelle ressourcer og energi er til det.

*Fleksibiliteten skal også være tilstede i forhold til deadlines. Det er meget få situationer hvor jeg takker ja til en opgave der har en fast urokkelig deadline, uden jeg har kollegial opbakning til at kunne hjælpe mig hvis noget bliver udfordrende eller uoverskueligt.

*Hvis jeg skal lære nye ting, er det bedst igennem repetition og sidemandsoplæring af personer jeg kender godt, og som kender mig godt.

*Jeg har brug for en eller flere der kan springe til, hvis jeg i forhold til en opgavebestiller ikke magter eller forstår eller kan finde ud af at kommunikere med pågældende om opgaven.

*Jeg har brug for åbenhed omkring hvorfor jeg er i fleksjob, så dem jeg arbejder sammen med, har et indblik i hvordan de bedst kan opnå et positivt samarbejde med mig, samt i nogen grad måske kan forstå hvilke ting der kan være svære for mig.

*Arbejdspladsen skal kunne rumme at jeg den ene dage kan magte det hele, og den næste dag har en "off-day".

*Jeg har meget svært ved forandringer der griber ind i mine arbejdsrutiner og hverdag generelt på arbejdet. Dette kan være - Ny siddeplads. Ny kollega. Nye mødeformer. Ny leverandør at kommunikere med. Ombygninger. Nye arbejdsopgaver som jeg ikke har interesse i. - Her er kodeordet god forberedelse på det kommer til at ske, (give mange konkrete detaljer), og herefter accept fra kollegaer og leder af at perioden hvor jeg skal vænne mig til det nye godt kan være lang, alt fra få måneder til op til et år eller mere.

*Høreværn har vist sig at være en uvurderelig ting for mig. I det øjeblik jeg mærker at jeg ikke kan rumme lydene og bliver distraheret tager jeg mit (bosequiet comfort 25) høreværn på, trykker på en knap og så - bum - er der dejligt stille og jeg kan arbejde videre uden at blive overstimuleret.

*Jeg arbejder meget intenst - dvs hyperfokuserer i korte perioder af gangen i løbet af en arbejdsdag, og ind imellem har jeg længere restitutionsperioder da det er hårdt for mig at hyperfokusere for længe af gangen. Jeg har måttet erkende at det er måden min hjerne evner at fokusere på en opgave på. Så jeg kan ikke arbejde på andre måder. Jeg kan ekceptionelt hyperfousere en hel arbejdsdag, men så kræver det restitution bagefter og jeg magter ingenting når jeg kommer hjem, så sådanne dage skal jeg helst undgå at have for mange af, ellers skrider balanceforholdet imellem arbejds og prviatliv og jeg begynder at blive for presset.