Min autisme gør at mit sansesytem ofte er på overarbejde. Jeg er som hovedregel ikke selv i stand til at vælge til og fra, hvor meget min sanser tager ind af indtryk. Nogle dage har jeg tilsyneladende bedre evne til at sortere i indtrykkene, og andre dage skal der ingenting til førend indtrykkene bliver for meget og udtrætter mig.

Med sanser og indtryk mener jeg:

Lyde: -jeg har svært ved at sortere de lyde fra der er irelevante og fremhæve de lyde der er relevante for mig i nuet.  Jeg kan ikke justere på styrken af lydene. Det er oftest; alt eller intet. Det er det faktisk med de fleste af mine sanser. Det er dog ikke sikkert at jeg er helt bevidst om det når det sker. Jeg er vant til at høre en 4-5 lyde på en gang i samme styrke og bruge energi på at sortere dem fra hinanden, eller, hvis jeg - det jeg kalder hyperfokusererer, som fx når jeg fokuserer på en særinteresse, og er i flow, så hører jeg ingenting,

Lugte: - langt størstedelen af tiden lugter jeg intet, men så igen -  særlige dufte eller lugte skulle jeg måske kalde dem, trænger igennem denne intethed og bliver særligt ubehagelige, overdimensionerede og alt for kraftige til at jeg kan nyde dem. Det gælder skyllemidler, parfumer, svedlugte og andre kropsdufte /lugte; Der er strengt taget ingen dufte jeg nyder hvis de er kraftige. Nogle dufte får mig til at trække mig fra socialt fælleskab, nogle dufte får mig til at dømme et menneske jeg ikke  kender, uvelkomment og uvedkommende for mig, nogle dufte gør mig svimmel og nogle giver mig brækfornemmelser.  Tilsyneladende er der også lagring i hukommelsen i min oplevelse af dufte. Det er ikke altid jeg kan huske hvorfra jeg kender en duft, men jeg kan ofte opleve de følelser der var forbundet med den fra fortiden, fx kan jeg genkende duften af en bestemt slags saftevand de havde på en hospitalsafdeling jeg var på som barn. Det med at koble minder og dufte sammen oppe i hjernen er dog vist ikke helt unormalt. Men jeg tænker intensitteten af følelser forbundet dermed måske er.

Synssansen: - Synssansen er den sans jeg er længst tid om at omstille mig på tror jeg. Det er min mest sensible. Jeg har en uforklarelig forkærlighed for at kigge på tekst, tal, mønstre, figurer og nogle farver og jeg kan få det helt rart indeni af at kigge på dem. Omvendt kan nogle visuelle ting, især nogle farver og farvesammensætninger eller mønstre der bliver brudt, bestemte tal-sammensætninger eller ord der er stavet forkert, give mig ubehag og en trang til at rette op på det nu og her, enten ved at fjerne mig fra det, så jeg ikke kan se det mere, eller ved at -rent praktisk rette op på det. Dette er på trods af at jeg selv sagtens kan lave stavefejl eller grammatiske fejl.  Hvis et maleri eller billede hænger skævt i et rum og jeg opdager det, kan jeg ikke abstrahere fra det førend jeg har rettet på det og jeg har fx svært ved at koncentrere mig om hvad en anden person siger. Et ur med visere der er gået i stå kan også holde mig distraheret. Dette gælder for alle de forstyrrelser mine sanser oplever, at de kan forhindre mig at holde fokus i en samtale, så længe de forstyrrer, eller de kan gøre samtalen vanskelig at gennemføre.

Følesansen-taktilsansen. Jeg kan ikke klare noget uld af nogen art. Jeg kan ikke klare let berøring i længere tid af gangen. Jeg har det meget svært med syntetisk stof. Jeg har svært ved at håndtere syninger, mærker i nakken, pallietter, sølvtråde osv i tøj. Sko og støvler må ikke klemme. Jeg kan ikke med højtaljede bukser. Jeg nyder at få massage, især dybdemassage, men ligepludselig kan det blive for meget. Jeg har altid haft frisurer der krævede man nærmest ikke behøvede at rede sit hår. For nylig blev jeg opmærksom på en børste der kunne rede hår ud, uden at det filtrede sig ind i børsten og da gik det op for mig, at det simpelthen er pga den smerte jeg oplever når man reder sit hår, at jeg aldrig har gjort det. OG her gik jeg og troede jeg var doven og ikke forstod mig på at holde mig soigneret... Men i virkeligheden er jeg ved at blive helt skrap til det med at huske at rede mit hår, nu hvor jeg har fået den børste!!! :) Så stride børster i hovedbunden er også et no-go!

Balancesansen: -når jeg træner den, kan jeg godt optræne min balancesans til at være god. Men på en eller anden måde er den meget afhængig af at jeg har godt styr på mit syn. Hvis jeg har det svært med visuelle forstyrrelser eller ved at fokusere en dag fordi jeg er træt, render jeg også meget nemt ind i ting og træder ved siden af ting, eller fejlbedømmer afstande såsom hen til et bord eller ned af et trin.

Oplevelsen af at være tilstede i min krop - det ved jeg ikke helt hvad hedder. Men min oplevelse af at være i kontakt med min krop. At kunne mærke hvordan jeg har det i forskellige dele af kroppen er også meget svingende. En dag kan jeg mærke min krop over det hele, værke og nive og gøre ondt, sikkert fordi jeg dagen før ikke kunne mærke den og ikke holdt pauser da jeg havde brug for det. Andre dage opdager jeg først jeg har den, når jeg støder ind i ting og det vitterligt gør ondt, eller når noget udfra får mig til at sanse, mærke den og komme ned i den. Sport kan være en god måde for mig at øge min kropsfornemmelse er min erfaring. Langsomme bevidsthedsøgende øvelser hjælper mig oftest ikke i denne henseende, da min krop ser det som en chance for at slappe helt af og falde i søvn eller i let trance/powernappe.

Steder hvor det er uhensigtsmæssigt ikke at være i min krop kan være - ved tandsmerter, sygdom, ved længerevarende skader der er ved at opstå når jeg dyrker sport (fx irritationstilstande), når jeg pådrager mig stødskader fordi jeg af klodsethed støder ind i noget. I perioder når jeg kigger ned af min krop, ser jeg en masse blå mærker, og jeg har ingen anelse om hvordan de er kommet der fordi det er så normalt for mig at støde ind i ting at jeg ikke lægger mærke til det andet end i det splitsekund jeg gør det. I situationer hvor jeg burde flygte, her er jeg bestemt den der reagerer introvert istedet - alt foregår oppe i mit hoved. Det håber jeg aldrig jeg får brug for, for jeg tror min krop kun kender - spil død reaktionen.

Den sidste ting jeg vil nævne er det at sanse et andet menneske. Nogle gange kan et andet menneske rent fysisk komme alt for tæt på. Jeg kan mærke dets åndedrag, høre det, lugte det, ja næsten smage det. Jeg kan fornemme dets følelser og der er intet af det jeg kan filtrere fra. Nogle gange er afstanden imellem os som fra den ene ende af et klasselokale til den anden ende, men langt de fleste gange er det når mennesker kommer inden for en afstand på ½ - 2 meter. Alt efter hvordan jeg har det kan det føles alt for tæt på, især hvis jeg ikke kender dem, og andre gange kan jeg godt kapere det. Nogle gange har jeg det som om jeg er omgivet af en usynlig aura som folk disrespekterer og træder på og vader ind i, uden omtanke for det ubehag det medfører. Det føles som en meget intim grænse og jeg kæmper for at komme ud i en passende afstand igen. Står jeg overfor mennesker jeg ikke kan lide eller har tillid til er min tolerance lig nul. Jeg går heller ude langs med muren i adm. gangen på arbejdet for at undgå at flette auraer med fremmede, end at gå i midten og vige når man passerer hinanden. Folk jeg kender har jeg det ok med, bare vi ikke rører ved hinanden. Hvis tilnærmelsen er venligt ment og jeg kan se den komme, er det dog ofte ok hvis det er fra en der forekommer venlig eller er en jeg kender.

Som med alt andet, er der nok mange uden autisme der kan nikke genkendende til en del af de sanseoplevelser jeg her beskriver. Forskellen er, at jeg som autist, oplever ovenstående uden filter - oftest hele tiden. Og jeg har også en formodning om at intensiteten er forskellig for folk med autisme og ikke autister. men jeg ved det ikke. Men jeg tror ikke de fleste oplever det sådan som jeg gør, for så er der mange ting i verden der ville være indrettet anderledes og der ville være ting der ikke eksisterede. FX alle former for parfume i alle afskygninger fra skyllemiddel til det de propper i hygiejnebind. Alt tøj ville være i bomuld uden trælse syninger. Det ville være en del af rengøringsopgaver at hænge malerierne lige igen osv osv....

Kendetegnende for langt de fleste af mine sanseoplevelser er - at jeg har lært at leve med hvor meget de fylder i min bevidsthed hver dag, - til en sådan grad at jeg ikke nødvendigvis er bevidst om hvor meget fokus de stjæler fra det jeg egentlig gerne vil fokusere på. Når jeg har svært ved at koncentrere mig om noget er jeg dog ved at lære at skanne omgivelserne og mine sanseindtryk for om der er noget der forstyrrer mig. Det er der som oftest. Da det er så normalt for mig og har været det hele mit liv, er det heller ikke noget jeg taler med særligt mange om. Når jeg forsøger at nævne det for folk bliver jeg mødt med - det kender jeg godt, men det tror jeg så ikke de gør, for så ville de oftest have haft en tilpassende eller undvigende adfærd på sanseindtrykkene ligesom mig, hvilket de ikke har. De bruger skyllemiddel. De klarer sociale sammenhænge. De kan høre hvad der bliver sagt midt i en forsamling af mennesker og de tager notater selvom uret er gået i stå eller billedet hænger skævt. Så jeg er holdt op med at tale om det. Det er en befrielse at møde ander med autisme der taler om det på sammen plan som jeg selv oplever det. På meget kort tid kan jeg høre og fornemme at de ved præcis hvordan jeg har det.