Dem der er vel inde i autismemiljøet har nok nemt ved at se hvilke ting i mine beskrivelser her på hjemmesiden, der er særlig velkendt for kvinder eller piger på spektret. Men for dem som kun kender til den overordnede tilgang til Autisme vil jeg alligevel tale lidt om hvori de udfordringer består. Der er selvfølgelig en risiko for at jeg generaliserer for meget og propper såvel kvinder og piger uden Autisme, såvel som med Autisme i noge stereotype kasser. Hvilke, - hvis man kigger på nuancerne, sjældent kan rumme alle. Derimod skal mine generaliseringer ses som noget der tager udgangspunkt i mig og mine erfaringer, som noget jeg tror kan relateres til det kvindelige aspekt.  Jeg undskylder på forhånd for dem der ikke kan se sig selv i den kasse, det er jo blot min vinkel på det. Dette er iøvrigt generelt gældende for hele indholdet på denne side.

Først og fremmest  er der det faktum at jeg, i modsætningen til mange gængse beskrivelser af (især mandlige) Autister, er meget socialt orienteret. Jeg er interesseret i kontakten med andre mennesker og i de rette rammer får jeg noget positivt ud af det og nyder samværet med andre. Jeg har altid været meget optaget af mennesket, mennesker, psykologi, pædagogik og samspillet mellem mennesker.  Nogle mennesker uden Autisme tror ikke at dette er lade sig gøreligt når man har autisme. Men intereressen for andre kan sagtens være der, uden at man mestrer kommunikationen og samspillet på samme niveau eller har samme tilgang til det sociale som mennesker uden autisme. Mange sociale færdigheder eller spilleregler kan, af nogle Autister, også tillæres.  I de forums jeg følger her på nettet kan jeg se at Interessen for psykologi og samspillet mellem mennesker ofte går igen hos kvinder og pigermed Autisme;; Og jeg ved at hos mig ligger interessen som en drivkraft, til at forstå mig selv, men også til at forstå og blive bedre til at kommunikere med andre og i nuet - nyde samværet med dem. Det er i den grad måske den allervigtigste men også mest vedvarende sær-interesse jeg har haft i mit liv.  At jeg er interesseret i at forstå og kommunikere med andre, men har svært ved at gøre det intuitivt, betyder ofte at jeg meget nemt bliver overstimuleret eller udtrættes når jeg skal bruge min energi på at være social. Dette kommmer jeg mere ind på i afsnittet "Det sociale univers". Jeg oplever også at jeg er særligt følsom og sårbar i forhold til andres følelesesliv. Jeg påvirkes meget af andres sindstilstand og forsøger oftes at rette op på denne og hjælpe dem hvis den er negativ, for at kunne holde ud at være i det. (Hvilket selvfølgelig også kan skabe nogle udfordringer). Eller jeg bliver i nogle tilfælde nødt til at trække mig mentalt eller fysisk gå fra situationer hvor jeg bliver overvældet af andres følelser.

I samfundet og i mit liv har jeg mødt en del uskrevne forventninger til piger og kvinder i almindelighed, som har været svært for mig at efterleve pga min autisme. Det handler om kønsorienterede forventninger som man i en hvis udstrækning for alle mennesker kan diskutere om det nu er er sundt at der er pålagt disse særlige forventninger bare fordi man har det ene eller andet køn. Men faktum er at jeg oplever de er der og ofte oplever jeg falder ved siden af.  Områder som jeg har oplevet at man i højere grad har en forventning til at piger har styr på end drenge er bl.a. - den personlige hygiejne - at huske at have styr på at få børstet tænder, skiftet tøj, badet, redt sit hår, gå til lægen og tandlægen o.l. Alle disse ting har jeg siden min barndom haft svært ved at huske at gøre regelmæssigt. Jeg op-prioriterer det nu, men jeg skal fortsat bruge en masse energi på at huske at gøre det. Det kommer ikke bare af sig selv, og er jeg presset i en periode er det her et af de første områder jeg slækker på. Det kan stadig godt ske at jeg om torsdagen eller fredagen i en uge, pludselig kommer i tanke om at jeg da nærmest ikke har været i bad i en uge...

Endvidere er der noget omkring adfærden hos mig, (sammenlignet med en kvinde uden autisme).. Jeg har meget svært ved præcist at beskrive det. Men det har noget med finføling og stikke en finger i jorden og kende det rette tidspunkt at gøre, når man interagerer med andre. Her er blandt mennesker uden autisme -  kvinder/piger oftest mere intuitive, er min opfattelse, end mænd/drenge. Jeg kan let misforstå et samtaleemne eller en situation, eller jeg kan drage en parallel til et emne som dem jeg samtaler med synes er morsomt og så står de og griner, fordi det jeg sagde var uventet eller anderledes fra hvad de normalt hører i en samtale, selvom jeg fra min vinkel, deltager i samtalen med seriøsitet og deler egen erfaring uden at ville joke med noget. På dårlige dage bliver jeg ked af det og frustreret over at folk griner (af mig), men på gode dage griner vi sammen.

Jeg er også tit for bramfri, eller direkte. Der er nogle meget indviklede sociale regler for hvor meget man siger om sig selv, sit privatliv eller om sine tanker og følelser generelt og der er også ufattelig mange usagte regler om hvad man siger til et andet menneske og hvad man ikke siger. Jeg har lært de mest indlysende. - Svar ikke folk på hvad du virkelig synes når de har været til frisøren, fået nyt tøj osv medmindre det er en meget tæt på dig der forventer et ærligt svar, som du ved ikke bliver såret når du siger din mening. Men når nogle arbejdspladsen taler om lederen under frokosten - lyder det som om de taler frit fra leveren, men det gør de ikke - så jeg skal heller ikke gøre det, eller når de spørger om hvordan man har det, vil de ikke nødvendigis høre man har det skidt, så jeg har lært at sige mellemstykket "okay" på en skidt dag, hvis de så er oprigtigt interesseret spørger de oftest ind til det og kan så også godt rumme svaret. osv. På en eller anden måde er det socialt mere accepteret at mænd er lidt brovtne og bramfri i det, imens jeg som kvinde ofte møder (u)bevidst modstand når jeg er for direkte.

Et andet træk er at jeg ikke er specielt god til at udvælge, samsætte eller shoppe tøj. Noget ellers et flertalt af kvinder uden autisme bliver riset og rost for. Jeg har ikke rigtig nogen stil. Når jeg betragter fotos af kvinder er jeg helt vild med bohemestilen og hippiestilen, men at omsætte det til en tøjstil for mig selv er ganske vanskeligt. Jeg har fået - lidt mere en retning af en bestemt stil de senere år, men da jeg som mange med Autisme - er en del sanseforstyrret, udtrættes jeg let ved tøjshopperi og resultatet bliver offe at jeg enten kommer hjem med det forkerte eller noget der ikke passer sammen med min øvrige garderobe eller at jeg slet ikke får noget med hjem. Der er så mange trin forbundet med tøjshopperi som gør det uoverskueligt. - Hvilken butik skal jeg gå ind i, hvad synes jeg er rimeligt at tøjet koster, er det bæredygtigt? (bæredygtighed= en af mine sær-interesser), så er der rammerne for selve indkøbet, larmer det der hvor jeg går ind (musik), er der neonlys, er der mange mennesker, er der for meget tøj eller er det organiseret på en måde så det bliver uoverskueligt for mig at vælge? Så er der hele prøverums-oplevelsen hvor jeg risikerer at skulle interagere med ekspedienter osv osv...   Jeg er kvinde - men jeg bryder mig bestemt ikke om at shoppe tøj. (At jeg så godt kan lide at købe ting til evt. særinteresser især over nettet fx dba er en helt anden ting)

Jeg har også lyst til at beskrive samspillet med andre piger og min leg i barndoms-/ ungdomsårene, da jeg har oplevet en klar forskel her, i forhold til hvordan det så ud iblandt piger uden autisme.; Jeg har ingen erindringer fra jeg var barn om at jeg lavede specifikke rollelege. Jeg kan huske at andre igangsatte lege som jeg var fascineret af. Men jeg kan huske at jeg var meget forvirrret over hvad jeg skulle, hvis initiativet blev kastet over til mig. Jeg var mere fascineret af fx at læse bøger, tegneserier. Jeg kan huske en pige der grædende bad sin mor om hjælp da vi havde en legeaftale fordi jeg ikke gad andet end at sidde på hendes værelse og læse anders and blade. Jeg kunne godt lide at tegne og skrive og jeg var glad for dyr. Og jeg synes også det var sjovt at samle på ting. Glansbilleder, servietter, kapsler, klistermærker. Viskelæder. Og sten jeg synes var flotte. Men det gjorde de fleste piger vidst dengang.  Men jeg erindrer at jeg var meget fascineret af mine samlinger og de andre piger elskede at bytte ting frem og tilbage fra det de samlede på . Men det brød jeg mig overhovedet ikke om. Jeg forstod ikke hvorfor man gjorde det. Jeg kunne jo lide hele min samling, hvorfor skulle jeg så gå af med noget af den? Hvis vi skulle lege, kopierede jeg meget det de andre gjorde, men ofte forstod jeg ikke samspillet i legen. Jeg brød mig ikke om at spille spil (brædtspil kortspil osv).  Min retfærdighedssans var meget stor og jeg kunne ikke lide at der var nogen der skulle tabe i et spil. Hverken når det var mig selv, eller den jeg spillede med.  Der var dog ét spil jeg holdt meget af kan jeg huske. Kalaha. Det var super fedt sansemæssigt at samle de der kugler op og lade dem køre rundt og rundt. Her var jeg ligeglade med hvem der vandt, bare det snart var min tur til at samle kuglerne op og smide dem rundt i hullerne igen. Nogle gange tog jeg det også frem og spillede med mig selv. Men jeg vidste godt at det vidst ikke var helt normalt at synes kalaha var så sjovt at spille med sig selv. Så jeg gjorde det ikke så længe af gangen. Så på en gang havde jeg en fornemmelse af hvad andre piger kunne lide at lege med, samtidigt havde jeg overhovedet ikke oplevelsen af at kunne lide de samme ting, men ville gerne være med og forsøgte så så godt jeg kunne, uden at forstå hvorfor vi gjorde som vi gjorde, men jeg trak mig også ofte husker jeg. I skolen endte det derfor ofte med at jeg enten gik med drengene ud og spille fodbold,  eller gik på biblioteket og læste bøger, og i fritiden havde jeg ikke så mange legeaftaler, men gik istedet til mange aktiviteter hvor der var en foruddefineret ramme indenfor hvilken jeg vidste hvordan jeg skulle agere og kunne gemme mig lidt bag selve aktiviteten og så observere hvordan de andre piger agerede og kommunikerede med hinanden..

Et andet område: Mht forestillingsevnen og at besidde god fantasi, som nogle steder beskrives som mangelfuld ved autisme, der bliver jeg nødt til at konkretisere hvad der er gældende hos mig. Nogle beskriver at piger og kvinder på spektret har en bedre forestillingsevne og en bedre fantasi end mænd og drenge på spektret. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over det, men blot forklare min vinkel som kvinde:

Jeg vil komme med et eksempel som er et meget sigende for hvordan min forestillingsevne og fantasi fungerer generelt:  Jeg elsker at tegne og male. Selv på en rigtig god - mental overskudsdag - kan et blankt stykke papir dog være et mareridt for mig at kigge på. Jeg er på det sidste begyndt at træne denne evne, at komme på noget at skulle tegne/have lyst til at tegne, men jeg er som udgangspunkt i denne situation fuldstændig fantasiforladt. Giver man mig på en overskudsdag en stiftblyant, et viskelæder og en tegneopgave som er struktureret har jeg dog en rigtig god evne til at kopiere det jeg ser ned på et stykke papir, fx en model, et portrætfoto eller noget andet som jeg ser fysisk foran mig, såsom en opstilling af noget, et hus eller et landskab. Jeg skal blot have at vide - det er det her du skal tegne/Male. Hvis jeg skriver, har jeg det noget nemmere. Hvis jeg slipper hæmninger og forestillinger omkring om jeg nu også kan skrive noget interessant, og bare kaster mig ud i det, kan jeg sagtens skrive små noveller, digte og rim. De bliver oftest meget anderledes skrevet end folk skriver flest, da jeg har min egen måde at forstå ord og vendinger på og mit sprog har sin egen rytme og jeg ofte bytter rundt på ordstillinger i sætningerne. (Mon det hedder det?). Romaner tror jeg dog ikke (endnu) jeg ville være i stand til at skrive, da det kræver overblik og en god fast struktur, (efter hvad jeg kan se når jeg læser andres romaner), hvilket jeg oftest mangler.

Min forestillingsevne omkring hvad jeg selv er i stand til, og hvad andre er i stand til, er min forestlling ikke altid helt i overensstemmelse med virkeligheden. Jeg er meget optimistisk anlagt og jeg har en ringe tidsfornemmelse eller fornemmelse for hvor lang tid noget tager. Jeg er også meget optimistisk omkring hvad jeg forestiller mig er andre menneskers hensigt med en handling og jeg skal derfor være meget opmærksom når jeg møder nye mennesker eller er i situationer hvor folk potentielt kan udnytte mit godtroenhed.  Jeg er blevet bedre til at aflæse folk med årene. Men jeg fejlfortolker alligevel af og til.

Mht fantasi, betragter jeg det også som et redskab jeg bruger til at reflektere over hvordan mit liv kunne se ud, hvis der sker dette eller hint. Jeg elsker at drømme og fantasere om hvordan mit liv kunne tage sig ud hvis jeg traf forskellige valg og jeg elsker at forestille mig hvordan det ville være fx at rejse til forskellige lande og opleve deres kulturer. Jeg er dog oftest bedst til at forestille mig hvad jeg vil gøre og foretage mig og knap så god til at se resultatet og det fulde billede for konsekvenserne af disse handlinger.   

En anden ting mht foresillingsevne og fantasi- da jeg er meget nem at påvirke sansemæssigt, har jeg nemt ved at gå ind og sanse og forestille mig fx hvordan computerspilsverdener og noveller og romaner tager sig ud i min indre verden, bare ved at kigge på dem og lytte til lyden eller forstå ordene. Ved film i fjernsynet og biografen bevirker det dog også at der er nogle film der simpelthen er for voldsomme for mig at se og i nogle bøger springer jeg passager over, idet jeg har for svært ved at distancere mig fra det jeg ser og læser eller sanser. Jeg forestiller for godt - at det er mig der er i den specifikke situation. På baggrund af det her beskrevne vil jeg selv sige, der er ting jeg ikke er i stand til at forestille mig og der er ting der er meget nemme for mig at forestille mig, i nogle tilfælde - for nemme. Og jeg tror det er individuelt hvor god denne evne er hos den enkelte autist, men der hos langt de fleste er en ubalance og der er flere kompetencer eller mangel på kompetencer der spiller ind over, som kan være komplekst at gennemskue ved første øjekast.

Mht emner og områder jeg interesserer mig for, set i forhold til kvinder uden autisme, må jeg sige at mange af emnerne ligner de emner andre kvinder har. Men forskellen ligger nok hvor intenst jeg dyrker mine interesser, hvor dybdegående min research er omkring dem og hvor vedholdende jeg er i min interesse. Som jeg fornemmer har langt de fleste kvinder, uden autisme, der har en interesse, en meget mere overfladisk tilgang til deres interesse. Selv hvis det er deres yndlingsinteresse. De er ikke så nidkære omkring den og de er fleksible omkring deres forestillinger om den. I mange tilfælde er deres interesse midlet til at opnå social samvær og noget at snakke med andre om, hvor jeg med mange af mine interesser nyder det at gå ind i mig selv og dyrke dem intenst alene. Bevares, jeg synes også det er sjovt at dele dem med andre, men mest hvis de deler nøjagtig den samme begejstring som jeg, og dyrker den med samme nysgerrighed og intensitet som jeg.  Jeg kan blive direkte irriteret hvis andre ikke har styr på facts omkring min interesse, eller hvis de ikke værdsætter dens kvaliteter som jeg gør det. Med min fornuft ved jeg jo godt at vi alle har ret til at mene og synes og føle hvad vil vil om lige hvad vi vil. Men den måde jeg forstår og oplever min interesse på vil jeg helst have at andre også til en hvis grad deler, for at mit verdensbillede og min oplevelse omkring min interesse ikke rystes alt for meget. DOG - hvis personen forstår mit ståsted i min interesse og tilfører ny viden og nye refleksioner har jeg meget nemmere ved at være fleksibel og flytte mig i forhold til diskussioner eller anskuelser vdr.  emnet eller oplevelsen af interessen.

Hvis jeg kommer i tanke om flere ting der er gældende for mig som kvinde på spektret, vil jeg tilføje dem til denne underside efterhånden som de dukker op. Men dette var hvad jeg kunne komme i tanke om for nu.