Når jeg har hørt andre beskrive hvordan Autister i nogle tilfælde sidder og banker sit hovede ind i en mur eller banker sig selv i hovedet eller skriger imens de holder sig for ørene... Så har jeg tænkt: Det har jeg da aldrigt gjort. ... indtil jeg for nyligt hørte at der tales om to begreber. Meltdowns/nedsmeltninger og shutdowns. Begge er reaktioner på stress og sansemæssig overstimulering, og som jeg har forstået det, er det der adskiller de to - hastigheden af opbygningen af den stress der ophobes. Ved meltdowns, forstår man den måske mest kendte autistiske reaktion, hvor man kan blive selvskadende, og fx skriger, eller smelter sammen i gråd, hvilket er en reaktion der sker typisk efter stress der er akkumuleret over meget kort tid. Ved shutdowns - forståes at hjernen langsomt lukker ned for forskellige funktioner en efter én, i forsøg på at forhindre at en nedsmeltning opstår. Shutdowns er altså noget der sker som reaktion på stress opbygget i kroppen over længere tid.

Hvordan gør det sig gældende i mit tilfælde: Jo, de selvskadende udadreagerende meltdowns, har jeg aldrig haft, mine nedsmeltninger optræder oftest set udefra i form af gråd eller tårer der løber ned af kinderne, hvor jeg bliver handlingslammet, som regel på grund af at jeg set indefra bliver overvældet, overstimuleret eller følelsesmæssigt presset og oplever et massivt indre kaos, hvor jeg ikke kan tænke klart, hvis overhovedet, oftest oplever jeg bare verden gennem mine sanser.

Shutdowns oplever jeg dagligt i forskellige variationer. I den ekstreme grad har jeg det næsten som om verden går i sort. I den milde grad, opdager jeg det måske slet ikke, men så har min krop, for en sikkerheds skyld, bare lige lukket helt ned for en af mine sanser... Det er oftest hørelsen i mit tilfælde. Men det kan også være synet. Indefra opleves det ligesom når man stirrer ud i luften uden at fokusere på noget. Dog uden at jeg er i stand til at holde eller skabe fokus i alt fra et til mange sekunder. Mht hørelsen, ja så lukker min hørelse nogle gange helt af. Så kan jeg se den person der står overfor mig bevæger læberne, men rent fysisk kan jeg de første sekunder ikke høre noget, mit syn gør mig jo så opmærksom på der siges noget og så forsøger jeg at fokusere og så bliver det til noget mumlen der tiltager i styrke til normalt stemmeleje og så høre jeg de sidste ord af en eller flere sætninger ... hvad ved jeg om hvor meget de har sagt - jeg har jo ikke hørt det. Som kompensation har jeg udviklet en mekanisme der gør at jeg forsøger at gætte hvad jeg har misset af samtalen og dette gætteri foregår nogle gange så ubevidst at jeg ikke er klar over at den første del af sætningen,var noget jeg gættede på personen sagde, på baggrund af den sidste bid af sætningen jeg faktisk hørte. Dette kan afstedkomme en del misforståelser og frustrationer hos både mig og den jeg samtaler med, da jeg, selvom jeg er temmelig skrap til det, ganske ofte alligevel gætter forkert om hvad der blev sagt. Især hvis den jeg samtaler med er tæt på mig og derfor ofte oplever - når vi taler sammen at jeg ikke har hørt præcis hvad der blev sagt, men meget overbevisende virker som om jeg har. Hvordan kan de stole på om beskeden er gået ind uden at skulle indtage en pædagogisk vinkel hvor de befaler mig at gentage hvad der blev sagt hvilket heller ikke er rart for nogen af os.

Når jeg er ude til selskaber eller familiekomsammener, eller bare er ude i sociale sammehænge generelt, har jeg en eller anden på forhånd ukendt kvote af hvor meget jeg kan være på, aktivt deltagende uden at være overstimuleret eller stresset af situationen. Derefter oplever jeg shutdowns med det jeg kalder hyperfokus som overlevelsesstrategi. Mine sanser lukker ned og mennesker omkring mig bliver til skygger og kulisser. Ting jeg skal styre udenom eller indtage et minimun af sansemæssige indtryk fra. Lyde bliver til en massiv lyd og snakken bliver til mumlen.  En person kan derfor stå få meter fra mig, tale direkte til mig, højere og højere, men der hvor jeg har mit hyperfokus, er der hvor jeg sanser og ingen andre steder. En let berøring eller et højt opråb af mit navn kan gøre at jeg fanger at nogle vil mig noget og så flytter jeg mit fokus over på dem.  (sidstnævnte -at blive råbt på inde i en stue fx er MEGET ubehageligt, og gør mig ofte også forlegen, idet alle andre nu har fokus på mig før jeg selv har fokus- på den anden side kan den lette berøring også give mig et chock, men dette påkalder kun min opmærksomhed og er i min verden derfor mere acceptabelt).

Dette er et af de områder hvor jeg VIRKELIG trænger til at arbejde med mig selv. Det er et af de steder hvor jeg har svært ved at erkende at jeg ikke fungere lige så godt som andre, for jeg vil RIGTIGT gerne være social. Jeg nyder det faktisk tit, lige op til der, hvor det bliver for meget. Hvilket kan være alt fra et kvarter efter jeg er kommet - til 4 timer efter jeg er kommet til et selskab. Jeg har også svært ved at identificere når et shutdown er i gang, og hvordan jeg skal bringe mig væk fra det.

Jeg er dog begyndt at tage forebyggende skjulte pauser når jeg er ude. Heldigvis kan min datters behov for at udforske omgivelserne hjælpe mig med dette og vi havner i afsidesliggende rum hvor der er ro, eller jeg kan sige hun skal på toilettet eller jeg selv skal på toilettet og så går vi ud og får en pause og tanker op igen. Jo hurtiger jeg erkender dette. Desto større chance er der for jeg holder lidt længere til at være social blandt mange.

Mine shutdowns foregår meget langsommere hvis jeg er sammen med en jeg er tryg ved og kender godt. (Så længe vi er på god fod med hinanden -forklaring følger bagefter.) Når jeg er sammen med en jeg er tryg ved, har jeg paraderne nede. Jeg er aktivt lyttende. Jeg kan undervejs fortælle at nu er jeg træt og trænger til en pause, fordi jeg opdager det undervejs, fordi det er person der ikke presser mig og giver mig plads til at mærke mig. Hvis en person jeg kender godt, derimod "angriber mig" uden jeg har set det komme, ved at kritisere mig, eller ved at blive vred på mig, så afstedkommer det et øjeblikkeligt shutdown, i de alvorligste tilfælde, grænsende til lammelse af hele sansesystemet, og det er nok dernæst at meltdown ville forekomme, som jeg dog så vidt jeg har kunne husket, ikke har gjort. Konflikter kan jo normalt være forløsende og en krise kan gøre en klogere på noget etc etc er jeg blevet fortalt... men i mit tilfælde, en autist med shutdown, er jeg slet ikke med i debatten imens krisen er fortløbende. Min krop har lukket ned og dem jeg "diskuterer med" vil til deres store frustration opleve at jeg forsvinder ind i mig selv og ikke svarer på deres spørgsmål. Dette er ikke fordi jeg ikke magter deres spørgsmål. Jeg magter ikke de følelser diskussionen skaber i dem og i mig og derfor lukker mit sansesystem ned indtil urolighederne har ændret karakter. Desværre akkumulerer de nogle gange blot på baggrund af at jeg ikke reagerer, idet omgivelserne ønsker en reaktion og derfor bliver mere og mere vrede. Hvilket i sidste ende kan afstedkomme at jeg lukker helt ned, eller pludselig bliver presset så meget at det bliver til en decideret nedsmeltning.  Dette er det sidste jeg ønsker, da jeg i nogen tilfælde ikke aner hvad vi diskuterer om da min krop har lukket ned for længst. Jeg hører ikke hvad de siger og ser dem nogle gange kun i tåger. Under et shutdown forårsaget af en følesesladet konflikt  kan en person presse mig og få mig til at papegøjesnakke og indrømme mordet på JF kenedy. Jeg vil, hvis jeg ikke passer på, sige alt for at komme ud af situationen, når/hvis jeg er i stand til kommunikere.

Dette er også et område jeg skal arbejde meget mere med. For det afstedkommer at jeg lader folk tromle henover mig i situationer hvor jeg burde råbe/sige - stop - lad være- giv mig plads og lad os diskutere det stille og roligt når vi (du og jeg) er faldet ned igen. Men hvordan man gør det når man er midt i et shutdown, det har jeg stadig til gode at lære...

En af mine særinteresser er at digte og skrive, og jeg har skrevet et digt om det at have en nedsmeltning. Du kan også finde digtet inde på Rainwoman.dk´s facebookside, hvor den er delbar, blot du husker copyrightmærket.

Følg mig

Verden drejer alting kører rundt i ring

Farver, skygger smelter alt blir ingenting

Jeg ser du snakker men kan ikke høre dine ord

Jeg ser din pande rynkes nu er du vist sur:

Følg mig, spejl mig, jeg er lige her

Omme bag det fjerne blik ku ik kapere mer

Giv mig ro og tid og lad mig finde vejen hjem igen

Skærm mig, elsk mig, vis du der er der når jeg finder frem

Mine sanser sitrer og jeg sitrer med

Rokker, vifter, stimmer, prøver på at falde ned

Jeg mærker du er ked og træt og ikke orker mer

Jeg ser du græder uden tårer, mens jeg implo-eksploder´

Følg mig, spejl mig, jeg er lige her

Omme bag det fjerne blik ku ik kapere mer

Giv mig ro og tid og lad mig finde vejen hjem igen

Skærm mig, elsk mig, vis du der er der når jeg finder frem

Jeg er mat og tung og falder sammen som en klud

Al berøring skærer, stikker i min sarte hud

Lukker mine øjne, prøver på at slappe af

Samle mig og finde styrke til at vende tilbage

Følg mig, spejl mig, jeg er lige her:

Omme bag det fjerne blik ku ik kapere mer

Giv mig ro og tid og lad mig finde vejen hjem

Skærm mig, elsk mig, vis du er der når jeg finder frem