[ RITUALER, VANER OG RUTINER ]

De vanskelige rutiner:   Jeg ved ikke hvorfor. Men hvad angår nogle rutiner, især pligt-rutiner, dvs. rutiner der er pålagt mig af omverdenen eller givne omstændigheder, uden jeg i nuet føler nogen speciel interesse eller behov for at udføre rutinen. Så har jeg vanvittigt svært ved at få skabt rutiner der fungerer for mig, således at jeg husker at gentage og udføre dem. Det tager mig virkeligt lang tid at få indarbejdet en fast rutine. (I nogle tilfælde taler vi år). Men i de fleste tilfælde er det muligt. Jeg har ihvertfald en ukuelig optimisme omkring at det skal være muligt. Jeg forsøger at knække koden til det, da jeg har nogle ting, som  jeg på kort sigt ingen interesse har i at udføre - ubevidst, men bevidst ved vil gavne mig på lang sigt, og derfor forsøger jeg at få dem inkorporeret. Men det er virkelig vanskeligt når mit fokus og min ubevidste indre prioriteringsguide modarbejder mig, eller hvis jeg er overloadet med stress af for mange gøremål eller for mange sansestimuli… Der er mange af de tilbagevendende opgaver der er i min verden, eller i de fællesskaber jeg er en del af - der bare skal gøres, og hvis jeg glemmer at gøre dem som tilbagevendende rutine, ender det med at jeg skal slukke ildebrande istedet. Dvs udføre opgaven, men alt for sent, på en langt mere uhensigtsmæssigt anstrengende måde, på et uhensigtsmæssigt tidspunkt, der ofte ikke stemmer overens med mit energiniveau og mine ressourcer.

De u-undværlige rutiner:  Dernæst er der de rutiner jeg ikke kan leve uden. Det er dem der giver min hverdag en struktur som jeg kan pejle og navigere ud fra, såvel følelsesmæssigt, som ressourcemæssigt. Det er dem der giver mig en retning. En tidsfornemmelse. Et mål og et formål. Det er fx måden jeg står op på. Hvad gør jeg når jeg er stået op. I hvilken rækkefølge. Hvilken mad spiser jeg. Hvornår tager jeg ud af døren. På hvilken måde. Hvordan tackler jeg uforudsete hændelser undervejs til arbejde/vuggestue. Hvordan afleverer jeg i vuggestuen. Hvad skal jeg huske at spørge om og hvad skal jeg huske at informere om? Hvordan interagerer jeg i forhold til mine kollegaer… Hvordan strukturerer jeg min arbejdsdag … osv osv… For nogle år tilbage brugte jeg meget energi på at være ustruktureret nærmest med vilje. Jeg elskede det spontane. Men i virkeligheden skabte jeg en masse kaos og fik mindre og mindre frihed i forsøget på at skabe frihed. Jeg mestrede ikke at være kontinuerligt spontan. Det spontane var et forsøg på at skabe noget smukt, nyt unikt, midt i en hverdag jeg ikke kunne rumme, i en hverdag der heller ikke kunne rumme mig. Sjældent var spontaniteten det jeg bildte mig selv ind i mit hovede - en udlevelse af mine indre værdier og drømme som afbræk til det trivielle… for alt for tit spændte jeg ben for disse drømme og jo dårligere jeg fik det af den hverdag jeg ikke magtede, jo mere tvangspræget blev min udlevelse af de få rutiner jeg havde. I dag er jeg ved at forstå at jo flere solide rutiner jeg får skabt i min hverdag, jo mere plads bliver der til at være “spontan”.Det lyder kliché agtigt. Jeg ved man har hørt det før. Men ikke desto mindre erkender jeg det nu. Dog; Nogle gange bliver jeg lidt trist ved tanken om HVOR planlagt, rigidt, forudsigeligt kedeligt min adfærd og oplevelser er når jeg overholder mine rutiner. Men jeg kan mærke at det er de timer, dage, uger, jeg har mest overskud til at værr spontan :). Som du/I kan høre er det vigtigt for mig at være spontan ind imellem. Men det er langt fra alle med Autisme der har det sådan. Men jeg har hørt om det hos andre. Et er så også ønsket, et andet er - i hvilket omfang man magter det - hvor meget energi man bruger på det.

Vanerne versus ritualerne: Ja der er en hårdfin grænse imellem disse to. For en vane kan godt gå hen og blive et ritual for mig, og et ritual kan nogle gange transformere sig tilbage til en vane. Men sådan som jeg ser på det, så har jeg nogle vaner der er ønskede - der - når de i særlig grad bliver stereotype - ja så er det et ritual for mig. Så har jeg til gengæld nogle vaner jeg bare trives godt med, men som er mere fleksible i og med de kan ændre sig lidt i indhold, men oftest har en specifik ramme og form de holder sig inden for. Vanerne, der er det dagsformen der afgør hvor fleksibel jeg er, ritualerne; Der kan jeg ikke fravige selv når jeg forsøger føles det helt forkert og kejtet. Et eksempel kan være - hver aften står det på hygge med kaffe - eller the - med noget tilbehør til, efter min datter er puttet- dette er fleksibelt og er derfor en vane. Når jeg bliver for tyk er det en uønsket vane at have tilbehør til. Et ritual derimod. Det er fx måden jeg siger farvel på - på arbejdet. Der fungerer det altså bare bedst oppe i min hjerne når jeg siger "god eftermiddag" til samtlige på gangen når jeg går hjem. Jeg forsøger at variere, men jeg bruger masser af energi på hvad jeg ellers skal sige og det føles helt aldeles forkert hvis jeg pga tidspres ikke kan nå runden og sige god eftermiddag.  Et andet ritual - er fx måden jeg handler ind på i min Irma. Der går jeg den samme rute og hvis jeg går en forkert rute føles det også helt forkert og jeg skal bruge en masse energi på at huske hvor jeg også skal hen og hente ting på hylderne. Et ritual er også noget jeg tit nyder at gøre, såsom fx at tegne tegninger til min datters madpakke som hun får med i vuggestuen. Det er ikke blot en vane, men et ritual, for det er simpelthen ikke en mulighed i øjeblikket at den tegning ikke bliver tegnet, symbolsk set er det en god start på dagen når jeg får gjort det og en skidt start hvis jeg ikke gør det.  Det er også et ritual for mig at vaske gulvet uden gulvmoppe. Jeg tror simpelthen ikke på gulvet bliver rent hvis jeg ikke er nede og nærstudere gulvet når jeg bruger gulvkluden, så det gør jeg på alle 4. Det rituelle kan spottes ved at der kan gå mange uger  før jeg vasker gulvet igen, så det er indirekte ikke renligheden det handler om og dog; Hvis jeg havde energien og fokus på det gjorde jeg det hver uge! ;) 

Samlet set for - rutiner, vaner og ritualer, ser jeg det som et strukturelt behov min hjerne har, idet den brænder sammen af overstimulering hvis jeg ikke benytter mig af det; Den har brug for noget hvor den bare kan handle på velkendt input med velkendt output. Der hvor det bliver rituelt, ja det har jeg altså ingen svar på hvorfor det er som det er. Men jeg ved det kan ødelægge en halv eller hel dag for mig, hvis jeg ikke får lov til at gøre ritualet, på nøjagtigt min måde. Tit bliver ritualer, mærkelige vaner eller rigid følgning af rutiner beskrevet som fikse idéer af folk uden autisme. Men der er altså en mening med galskaben. Jeg trives simpelthen rigtigt dårligt uden. Hvis jeg kunne fikse noget uden min "fikse ide", ville jeg gøre det.  Til forskel fra da jeg var yngre, holder jeg nu mere på min ret til og mit behov for ritualer, vaner og faste rutiner. Jeg kan mærke jeg trives med det og mistrives i det øjeblik jeg prøver at please andres behov for at jeg ikke har de her "fikse" ideer ved at undlade at gøre det. Hvilket jeg gjorde meget som yngre.